Der findes en forestilling om, at man automatisk bliver lykkelig, når man bliver forælder. At kærligheden strømmer ubesværet, og at træthed og kaos opvejes af ren lykke. Men for nogle bliver virkeligheden en anden. I stedet for glæde og samhørighed mærker de en tung tristhed, en følelse af tomhed eller en vedvarende tvivl på, om de overhovedet egner sig til at være forældre. Det kan være tegn på en fødselsdepression — en tilstand, der rammer flere, end mange tror, og som kan være både skamfuld og ensom at stå i.
Som psykologer møder vi både mødre og fædre, der kæmper med følelsen af at være koblet fra sig selv og deres barn. De beskriver, hvordan de smiler og gør det, der forventes, men indeni føler sig fremmede i deres nye rolle. For nogle kommer det snigende, mens andre oplever et brat fald i stemningslejet kort efter fødslen. Mange føler sig forkerte, fordi omgivelserne tror, at det at få et barn kun er glædeligt. Netop den skam kan gøre det svært at række ud efter hjælp — men det er vigtigt at vide, at en fødselsdepression ikke er et tegn på, at man ikke elsker sit barn. Det er en reaktion på en overvældende livsforandring.
I et forløb hos en psykolog
handler det først og fremmest om at skabe et trygt rum, hvor man kan dele de svære tanker uden at blive dømt. Mange oplever en lettelse allerede i at få sagt højt, at de ikke har det, som de havde forventet. Behandlingen handler både om at forstå de følelsesmæssige og biologiske mekanismer bag tilstanden og om at genopbygge hverdagen i et tempo, man kan følge med i. Søvn, aflastning og støtte fra netværket bliver vigtige byggesten, mens man gradvist arbejder med at styrke selvfølelsen og relationen til barnet.
På siden om fødselsdepression kan man læse mere om, hvordan denne tilstand kan behandles og forebygges. Tidlig indsats gør en stor forskel — jo før man får støtte, jo hurtigere begynder man at genvinde energien og glæden. Det er også vigtigt at inddrage partneren eller andre nære relationer, så man ikke står alene med ansvaret. For mange bliver det en vendepunkt at opdage, at de ikke er alene, og at det ikke handler om at være en dårlig forælder, men om at man har brug for hjælp i en sårbar livsfase.
En fødselsdepression siger ikke noget om, hvilken forælder man er — kun om, hvor overvældende det kan være at træde ind i en ny livsrolle. Med omsorg, støtte og tid kan man genfinde glæden og nærheden. Og det er ikke kun muligt — det er normalt.
